Holbæk Flyveklub.
Holbæk Flyveklub blev stiftet 19. august 1992 og tæller ca. 70 medlemmer hvoraf over 40 er certifikatindehavere. Klubben har såvel privatpiloter som professionelle piloter samt ikke flyvende personer med interesse for flyvning, som medlemmer.
Se hjemmesiden her: http://www.ekhk.dk/
Klubben ejer og driver Holbæk Flyveplads.
Holbæk Flyveplads er en 565 m græsbane beliggende på Ny Hagestedvej 40, 4532 Gislinge og har telefon / fax 59 46 07 70.
I 2016/2017 har flyveklubbens medlemmer etableret nye hangarer til ultralette fly og til veteranfly. De ultralette fly er rigtig populære og de betyder at der pludselig er kommet en masse aktiviteter til flyvepladsen.
Holbæk Flyveklub har et samarbejde med Nyvang Andelslandsby, hvor et gammelt Zonen-ambulancefly holder til. Dette ambulancefly kommer også forbi på Holbæk Flyveplads ind i mellem, når det skal tankes op eller til service.
Om onsdagen er der altid folk til stede, idet "Onsdagsholdet" huserer. "Onsdagsholdet" er en gruppe pensionerede piloter, som hygger sig, slår græs, klipper hæk og laver forefaldende arbejde på flyvepladsen.
Er nogen interesseret i flyvning så kom forbi og få en flyvetur. Vi har mange medlemmer som er passive medlemmer, dvs. uden flyvecertifikat. Disse medlemmer flyver med som passagerer ved forskellige lejligheder.
Klubben arrangerer flyveture i ind- og udland, hvor også de ikke flyvende medlemmer har mulighed for at komme med. Herudover afholdes der løbende forskellige sociale arrangementer såsom grillaftner og Åbent-hus dage.
Kommer du bare forbi, kan du frit tage et hvil på de opstillede borde/bænke ved klubhuset og måske købe en kop kaffe, hvis der er aktivitet på pladsen.